23948sdkhjf

Trods lav ledighed og højere løn: Danskerne bruger færre penge

Detailsalget faldt med 0,3 procent i januar. Forbrugsvæksten er gået i stå, vurderer cheføkonom.

De danske forbrugere havde mindre hang til at svinge dankortet og købe tøj under januarudsalget. 

Detailsalget faldt således 0,3 procent sammenlignet med december og har dermed været faldende de seneste tre måneder. Det viser tal fra Danmarks Statistik.

Det er særligt salget af tøj, der er dykket i januar, men også fødevarer er gået tilbage. 

Hos Danske Bank påpeger cheføkonom Las Olsen, at forbruget er meget afdæmpet set i lyset af den gode tilstand i dansk økonomi. 

- Man kan vist roligt sige, at det stadig går meget behersket med forbrugsopsvinget i Danmark, selv om vi har solid fremgang i både realløn, job og huspriser, skriver han i en kommentar. 

Las Olsen vurderer, at faldet kan hænge sammen med, at der på det seneste har været usikkerhed om væksten i den globale økonomi, der blandt andet skyldes handelskrigen mellem Kina og USA. 

Han påpeger dog, at tallet skal læses med varsomhed, da det ikke indeholder de køb, der bliver foretaget på nettet i udenlandske butikker.

Hos Arbejdernes Landsbank påpeger cheføkonom Signe Roed-Frederiksen, at de danskere forbrugere siden sommeren har været mindre positive omkring udsigterne for dansk økonomi. 

Forbrugertilliden - der måler forbrugernes tro på landets og egen økonomi - har således været faldende. Det får dem til i højere grad at lægge penge til side. 

- Selv om forbrugernes privatøkonomi generelt er stærk, så bunder tilbageholdenheden formentlig i en vigende tiltro til fremtiden, skriver Signe Roed-Frederiksen i en kommentar. 

Både hun og Las Olsen fra Danske Bank ser dog gode forudsætninger for, at danskernes forbrugslyst kan komme op i gear de kommende måneder. 

- Vi har sjældent sparet så meget op som nu, og der er altså ganske meget at tage af, hvis forbrugerne får mod på det igen, skriver Las Olsen. 

Det faldende detailsalg er ikke et isoleret dansk fænomen. Det har også gjort sig gældende i de øvrige EU-lande på det seneste. 

/ritzau/

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.141